Begynderguide til Paper Mario: The Thousand-Year Door
Spørg om hjælp
Hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre som det næste, kan du spørge dine partnere! Bare tryk på ZL-knappen, så vil en af dem give dig et praj om, hvor du skal gå hen. Hvis Goombella er ved din side, kan du også altid trykke på X-knappen for at få en brugbar indsigt i steder eller personer i nærheden.
Vend tilbage senere
Selv den berømte Mario kan ikke gøre alt (rigtigt) fra start! Hvis du får øje på noget mærkeligt eller der er et sted, du ikke lige kan gennemskue, så bare gå videre og kom tilbage senere. Måske lærer du noget nyt eller får en ny ven, som kan hjælpe dig med at løse problemet senere!
Kend din fjende
Goombella kan klare sig selv i kamp, og hun kan også hjælpe på andre måder. Hvis du bruger hendes Tattle-angreb på nogen i kamp, fortæller hun dig alt om dem: styrke, taktik, hele molevitten. Så hvis du kommer til at kæmpe mod dem igen i fremtiden, vil du nu vide alt, hvad du har brug for til at nedlægge dem.
Alt, der glimter…
Hold øjnene åbne for ting, der glimter, når du går på opdagelse! Alle Shine Sprites, du samler, kan bruges af Merlon i Rogueport til at power-up dine partnere, mens Star Pieces, der er sværere at finde, er gode at bytte med Dazzle i Rogueport Underground for alle mulige Badges.
Forsyn dig med Badges
Apropos Badges, så sørg for at udstyre dig med en masse af dem. Ved at blande og matche Badges kan du opnå alle mulige fordele: nye angreb-moves, øget styrke, måder at undgå skade under angreb og meget mere. Brug dem, der fungerer bedst for dig!
Træn kampkunsten
Hvis du vil have hjælp til at finpudse dine kampevner, skal du holde øje med den lillaklædte Toad, som er spillets Battle Master. Han ved bogstaveligt talt ALT om kamp, så det kan være en god idé at spørge ham til råds. Han vil endda lade dig øve dig, hvis du spørger pænt!
Point på din måde
Du får Star Points ved at vinde kampe og med 100 af dem, kan du vælge, hvordan du vil være stærkere! Vælg den type point, der passer til dig: Heart Points er lig med mere helbred, Flower Points giver dig mulighed for oftere at bruge kraftfulde moves i kamp og Badge Points betyder, at du kan udstyre dig med flere Badges.
Og fortvivl ikke, hvis du skifter mening senere. Dybt inde i Rogueport-ruinerne gemmer der sig en, som kan hjælpe dig med at ændre på tingene... mod betaling, selvfølgelig!
Problemknuser på farten
På østsiden af Rogueport ligger Troubles Center, hvor folk kan dele deres problemer. Jagten på krystalstjernerne er selvfølgelig supervigtig, men der er altid tid til at hjælpe nogen! Tag en pause for at løse et problem eller to, og måske får du endda en fin belønning for din indsats ... eller måske en ny ven!
Underjordisk tip!
Der går et rygte om, at der er et mærkeligt rum dybt under Rogueport, der ser ud til at have plads til ... masser af Pipes! Du bør helt sikkert prøve at finde det og vende tilbage undervejs i spillet. Hvem ved, måske hjælper det dig med at besøge steder, som du allerede har set, på den halve tid?!
Der er meget mere at finde ud af undervejs, dit eventyr er kun lige begyndt! Du må hellere komme af sted, for den legendariske skat finder ikke sig selv...