Hvad er PEGI?
Siden spil slog bredt igennem i midten af 1990’erne, har der været temmelig stor forvirring omkring mærkning af spil. Flere forskellige organisationer, myndigheder og firmaer gav produkterne deres egen mærkning. Den kunne være alt fra aldersmærkning til ”egnethedsmærkning”, og i værste fald kunne samme produkt have flere forskellige og modsigende aldersmærkninger og informationstekster. Mange af produkterne produceredes centralt og blev siden distribueret frit i Europa, uanset sproglige, juridiske og kulturelle forskelle mellem landene. I takt med at spil blev mere og mere populært blev forvirringen omkring varedeklarationen tilsvarende større. Forbrugeren kunne i 2002 risikere at finde spil, der på pakken var udstyret med både en britisk, tysk, europæisk og amerikansk aldersmærkning samt evt. selve butikkens egen mærkning. Det gjorde det stort set umuligt for forbrugeren at orientere sig på markedet samt vurdere, hvilken mærkning stemte bedst overens med egne vurderinger.
Selvregulering
EU har givet medlemsstaterne den opgave at opfordre branchen til selvregulering samt at rapportere nye tiltag. Målet var, at branchen selv skulle løse problemet uden national- eller EU-lovgivning på området. Derfor undersøgte man mulighederne for at indføre en fælles europæisk mærkning til at afløse den opståede jungle af mærkningssystemer. Ved at kigge på de forskellige landes aldersgrænser for visse typer film og video, blev man til slut enige om alderskategorier, der stemte overens med samtlige landes lokale systemer. Forenklet udtrykt, så udgør alle disse aldersklassifikationer grundlaget for PEGI-mærkningen.
For mere information om PEGI, besøg venligst den officielle hjemmeside.